I torsdags gik jeg på kirkegården, som jeg har gjort så mange gange før. Det var min fars fødselsdag og jeg satte en fin lille buket foran hans sten, imens jeg sagde tillykke med din dag, far. Blomsterne var egentligt ikke til ham, men til min mor, sådan at hun kunne se at der var andre besøgende, når hun kom næste gang og derfor havde jeg valgt en buket, som jeg vidste hun ville elske, ikke en min far ville synes var fin.
Blomsterne var svagt rosa, men havde jeg skulle finde en buket til min far, ville jeg ha plukket noget i lilla- det var nemlig hans ynglingsfarve. Men min mor er levende og som altid, tror jeg på, at livet er for de levende og derfor var blomsterne egentligt til hende. Det sidste år, har jeg været på mange ture til kirkegården, for ved den ene side af min far, er halvdelen af min søsters urne sat ned. Det blev den sidste sommer og hendes dødsfald har påvirket mig, dybt, ligesom min fars i 2014 og min brors i 2009.
Jeg er præget af disse dødsfald i min nærmeste familie. Jeg er blevet klog på døden og af døden. Jeg har sanset døden, mærket døden og været tæt på når døden har indtruffet sig og jeg har hver gang mærket og set, hvordan døden har påvirket mig.
Det fylder mig med taknemmelighed at gå på kirkegården. Taknemmelighed over at være i live. Taknemmelighed over at have kendt menneskerne der ligger der. Taknemmelighed over at ha mærket dem, deres kærlighed og taknemmelighed over at jeg har været i stand til at vokse ind i en ny rolle, ved at gribe livet og danse med, når mit navn blev råbt op- Og det er blevet råbt op ved hvert dødsfald. Livet har nikket til mig henover halvbrillen og som en gammel tysklærer, har livet insisteret på, at nu var det “Dans eller dø”
Døden gør et stort indtryk på mig. Den får mig til at snappe efter vejret og stoppe op. Dens pludselighed, har gang på gang ramt mig som en mavepuster og udfordret mig, på alle planer. Den har blæst mig omkuld og efterladt mig gispende efter luft, efter undsætning og frelse. Dybt i mit indre har jeg længtes efter at bare skride fra smerten og flygte. Og sidste sommer smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne og sked på alt hvad der var godt og smukt i mit liv og flygtede langt væk ud i skoven, med mit indre lille barn, for døden rippede op i sår der var så dybe også grundlæggende, at jeg for at beskytte mig selv, havde pakket dem langt væk. Det gjorde jeg allerede som barn og har siden navigeret i et liv, med smerten fra sårene “som en elefant i rummet- den alle ser, men ingen taler om” Turen ind i sårene og helingen af dem, kan du læse og sanse i bogen; Datter af Skammen- En sanselig beretning om frygtens væsen.
Der er ingen flugt fra døden, uanset hvor meget vi end forsøger. Døden er det livsvilkår, som vi alle har til fælles og som vi kom til livet med. Forsøger vi at kæmpe eller flygte fra livsvilkår, går vi en lidelsesfuld vej i livet- vi kæmper forgæves, for livsvilkår kan ikke ændres, det eneste vi kan med dem, er at blive kloge på dem og tage dem til os, som eksperter på os selv.
Døden kan ikke regnes ud. Den kan ikke sættes i rammer og planlægges og vi kan ikke være på forkant med døden. Døden er uforudsigelig. Den indtræffer, når den indtræffer og det kan være i dette sekund. Og derfor er døden altid nærværende i livet. Hvert eneste åndedrag, kan være det sidste, som det kan være det første i en ny proces, eller retning i livet.
Vi er alle træer i skoven og når de træer vi har stået tæt sammen med, forsvinder vil det altid påvirke vores livsvilkår. Det siger sig selv. Træer der har været en del af vores økosystem og som lige pludselig ikke er det, forandrer vores vilkår. Dødsfald vil altid forandre. De vil altid forandre os- os der er tilbage, fordi vi skal indgå i det lille økosystem på en anden måde.
Og selv om, det for evigt forandrer vores liv at miste en elskede, en far, en søster eller en bror, må vi prise os heldige, for det at vi mærker sorgen og tabet, har en betydning. Vi sørger kun, fordi at det menneske vi har mistet, har haft en betydning for os og vores liv og dermed er vi utrolig priviligeret. Heldige, det er det vi er, når vi mærker sorgen.
Sorg er et mirakel. Det er et tegn på, at livet blev os og dem omkring os givet, og at vi var så heldige, at lande i det samme økosystem, så vi kunne yde læ, skærme, nære og stå i skoven sammen.
Og det er et mirakel. Uanset hvilket forhold vi har haft. Uanset om det har været nemt eller svært, er det et mirakel. Livet er et mirakel. Det at trække vejret er et mirakel og mennesker der indgår i vores eget lille økosystem, forsvinder aldrig. De vil altid efterlade næring til os og de vil altid præge os, med de frø de satte i os.
Og det er uanset hvilken karakter frøene har, om de er gode for os eller ikke. Om vores forhold var præget af had og uvenskab eller kærlighed og venskab. Så er vi alle mirakler. Vi er her for at sætte vores frø i hinanden, på godt og ondt.
I bogen “Nærkontakt” kan du læse meget mere om Livstræet, enkeltheden i livet og hvordan vi kan bruge døden, som en ægte motivationsfaktor i vores liv. For døden kan være den største gave, uanset hvor mærkeligt og makabert det end måtte lyde for dig, for døden invitere med sin nærværelse, til at leve. Til at elske. Til at nyde og til at finelske, alt det vi kom til verden med, sådan at det liv vi har, kan blive til det mirakel, det i virkeligheden er.
Hver gang jeg har mistet, har jeg taget en ny rolle i livet på mig- ikke fordi jeg følte mig forpligtet, men fordi jeg har mærket fraværet af træet. Jeg har måtte strække mine rødder og vokse- fordi det at beholde min egen plads har krævet et bedre tag i jorden omkring mig. Jeg har måtte stå stærkere og dermed, har jeg også været nødt til at lade mig selv vokse. Og jeg oplever, at døden har insisteret, meget vedholdende endda, indtil jeg har overgivet mig til Vokseværkprocessen.
Jeg har måttet give mig selv fri, til at mærke smerten og tage mine livsvilkår op i hånden, for at nærstudere dem. Jeg har måtte lade mig selv vokse og jeg har måtte hele de sår jeg har i livet, fra bunden af, sådan at jeg kunne blive klog på mig selv, mine livsvilkår og mit levede liv, for at kunne vokse sundt og godt.
Dødsfald kalder ofte på en brydning i os. Døden invitere os ofte til at kigge dybt i vores livsmønstrer, vores livsvilkår og den måde vi forvalter vores eget liv på, den insistere ofte på, at vi skal “Se klart” på det levede liv, sådan at vi kan vokse ind i nye roller i livet. I den moderne psykologi, taler man om livskriser.
Jeg taler om natur. Død er natur og det der sker med os i forbindelse med tab, dødsfald og sorg er ikke unaturligt- Det er liv. Brydninger i livet er normalt. Og tillader vi os ikke at mærke sorgen og brydninger i livet, kan vi ikke finudvikle, stå stærkere og mærke glæden. Intet i livet er unaturligt og selvom, vi måske kan blive forskrækket over heftigheden af sorgen, døden eller det der følger og har brug for et tillidsfuldt rum, til at fordøje forskrækkelsen, så er det ofte ikke døden, der rummer forskrækkelsen- men alt det omkring den. Det den udløser af brydninger i os- at vi skal turde bryde med, for at kunne vokse og stå fast med et rodværk der er større og stærkere.
Det tager tid. Vi må være tålmodige. Sår skal have lov til at heles. Tårer skal grædes. Historier skal fortælles. Sorg kan vi ikke arbejde med og ofte bliver jeg mødt af spørgsmål om “Hvordan arbejder jeg med min sorg?!” Det gør vi ikke. Vi føler sorg. Vi mærker sorg. Vi tillader os selv at gøre plads til den og efterhånden vil sorgen miste indflydelsen på os. Sorg er sundt, sorg er godt, det er liv, helt naturligt liv. Det er meget muligt at vi har brug for et beskyttet og tillidsfuldt rum at sørge i, men så må vi hjælpe os selv til det.
Føler vi at døden invitere til en brydning, må vi lade os bryde med, vi må overgive os til brydningen, sådan at vi kan vokse ind i den nye rolle livet har givet os. Og her kan vi arbejde med at blive klogere på os selv, vores liv og hvad det skal indeholde, for at vi kan stå stærkt i det nye liv. Det er min personlige og professionelle erfaring, at en tillidsfuld guide i et modigt og stærkt rum, kan afgøre om vi bryder med, eller bare går under og sætter os til at vente på selv, at blive udfriet af døden.
På mine ture til kirkegården, takker jeg hver gang de mennesker der ligger der, for de frø de var med til at så i mig, sådan at jeg kunne bryde og finelske mig, mit liv og det jeg bruger det til.
Befinder du dig i en brydning, eller vil du gerne vokse, lade dine rødder strække sig og stå fastere i skovbunden, kan jeg kun anbefale dig at nærstudere mit personlige forløb, “Vokseværk” Som Vokseværker, bevæger du dig frem i livet, med viden og indsigt, så du kan stå godt og grundigt fast i det der er dig.
Tak fordi du har læst med i dette alt for lange og upassende personligt nyhedsbrev. Det fylder mig, med så god energi, at se at du åbner din mail og læser mine ord. Jeg frydes over hver eneste åbning, bemærkning og kommentar.
Har du lyst til at læse, Nærkontakt eller Datter af Skammen, eller dem begge- kan de bestilles lige her: https://www.piamajas.dk/boeger/
Inde på hjemmesiden kan du også læse meget mere om mig, mine sparringer og forløbet ”Vokseværk” samt lægge en besked.
Kh. Piamaja.
